Vandtårnet med dets ottekantede tag og overetage udsmykkedes af Poul Gernes i 1992. Udsmykningen består af 8 minimalt varierende billedflader med blomster- og plante-ornamentik i klare men dæmpede farver.
Motivet med blomster- og plantedele er karakteristisk for hans formsprog som det tog sig ud omkring 1990. Det var af afgørende betydning at benytte sig af genkendelige former og symboler, – det være cirkler, spiraler, bogstaver eller blomster, – for at opnå maksimal visuel appel. Det samme gjaldt farveholdningen i motiverne; farverne skulle være klare og stærke og ikke mindst behagelige at se på.
Ifølge Poul Gernes skulle former og farver være genkendelige og nemme at aflæse. Han gjorde derfor også gerne brug af skabeloner i sine værker og udsmykningsopgaver, hvilket er tydeligt i vandtårnets motivkreds. Det handlede ikke om kunstnerens/hans egen subjektive aftryk i værket. Den sociale og kommunikative æstetiske effekt var af langt større betydning.
Hans malerier og skulpturer udviklede sig i løbet af 1960-70erne til at indgå i installationsagtige opstillinger; de var skabt til at gå i direkte dialog med udstillingsrummet og beskueren. Poul Gernes var af den ideologiske overbevisning at klare former og farve i kunsten kunne forbedre og stimulere det moderne menneskes livskvalitet. Han var livet igennem optaget af idéen om at udvikle en ny folkelig kunst; en kunst med en vital social gennemslagskraft.
Med hans stærke insisteren på kunstens nytteværdi, og ideen om en folkelig kunst baseret på enkle og farverige udtryk var det naturlig ide for ham at arbejdet med udsmykning, farvesætning og dekoration af bygninger og interiører.
Mest kendt er hans monumentaludsmykning af Herlev Sygehus (1968-76) og Palads Teatret (1988-89), begge København. Med disse arbejder demonstrerede han i storformat ideen om farvens og ornamentikkens sociale virkning og rumskabende effekt.
BIOGRAFI
Poul Gernes. Født 19. marts 1925, død 22. marts 1996.
Dansk maler, grafiker, billedhugger og aktionskunstner. Poul Gernes var uddannet litograf; han debuterede 1949 på Kunstnernes Efterårsudstilling. Han var blandt initiativtagerne til Den eksperimenterende Kunstskole i 1961. Medlem af kunstnergruppen Arme og Ben fra 1976-80.
Poul Gernes’ malerier fra slutningen af 1940’erne var figurative men i løbet af 1950-60 udviklede han et abstrakt, geometrisk billedsprog. Et billedsprog der er karakteriseret ved en seriel systematik, enkle geometriske former og tegn i klare stærke farver.
Han var ikke bange for at bruge skabeloner i sine arbejder og i de monumentale udsmykningsarbejder; han anså (skabelon)motivet i form af cirkler, bogstaver eller blomster som værende underordnet helheden.
Poul Gernes modtog i 1978 Eckersbergs Medalje. I perioden 1985-91 var han professor ved Skolen for Mur- og Rumkunst på Kunstakademiet i København. I 1988 repræsenterede Poul Gernes Danmark ved Biennalen i Venedig.