VANDTÅRNET | POUL GERNES

VIL DU VIDE MERE?

Et grundlæggende karaktertræk ved Gernes’ kunst var hans urokkelige tro på, at det mest enkle og umiddelbare udtryk altid må have den største sociale gennemslagskraft. Farver skal være klare og stærke, men frem for alt behagelige at se på, og de former, som opstår gennem farveforskellene, skal være klare signaler eller symboler med maksimal genkendelighed. Det var Poul Gernes’ baggrund for at supplere sit kunstneriske alfabet med cirkler, spiraler, bogstaver m.m. – former, som alle har en stærk visuel appel, og som er nemme at aflæse, selv på afstand. Sådanne klare former og farve kunne forbedre menneskers livskvalitet, og som bevis på, at han havde historien med sig i sin omtolkning af kunstens sociale funktion, henviste han til antikkens templer og offentlige bygninger, der oprindelig havde været dekoreret i festlige farver.

I sin periode som akademiprofessor forsvarede Poul Gernes kunstens sociale og praktiske dimension mere end nogen af sine forgængere i institutionen. Bl.a. benyttede han sine elever i forbindelse med udsmykningsopgaver, så de kunne få en første hånds indføring i de praksisser og teknikker, der knytter sig til denne form for kunstnerisk arbejde. I realiteten var det en tilbagevenden til den lære, der siden middelalderen havde sikret overleveringen af kunstneriske færdigheder fra mester til lærling og fra et slægtled til det næste.

I 1988 repræsenterede Poul Gernes Danmark ved Biennalen i Venedig. Også her benyttede han lejligheden til at sprede sit budskab om en socialt indstillet kunst, der især virker gennem værkets praktiske funktion, formens overbevisende enkelhed og farvens stimulerende effekt. Det er den samme holdning, som også kommer til udtryk i hans mange kritiske artikler omkring kunsten i det moderne samfund. Over for den elitære karakter og kommercielle ideologi, der omgav meget af den moderne kunst, satte han en bredere baseret kunstopfattelse, som kunne stimulere den enkelte borger, uanset social baggrund, og dermed i sidste ende gavne samfundet.

Museumstanken var ham imod, for det var hans opfattelse, at kunstmuseerne — trods deres bevarende funktion — trak kunsten ud af hverdagen og i stedet bidrog til at bygge mure mellem den såkaldte kunst med stort K og almindelige borgeres behov for visuelle og dekorative stimuli i det daglige. Han gav dog i 1993 forslag til en farvestrålende tilbygning til Statens Museum for Kunst i København, som dog ikke blev benyttet.

Poul Gernes døde i 1996, kort efter at være fyldt 71 år. Hans indsats påvirker stadig hundredtusindvis af danskere rundt omkring på det store antal skoler, fabrikker, kontorer, kollegier og andre offentlige og private institutioner, som han nåede at præge med både fantasi og vitalitet og sin forunderlige praktiske sans. I dag har han nærmest opnået status af kult blandt mange yngre kunstnere, der tror på billedkunstens vitale og sociale grænseløshed og evne til at skabe lykkeligere borgere.

(KILDE: © Peter Michael Hornung)