VÆG MED UDLIGGERE | WILLY ØRSKOV

FAKTA:

KUNSTNER

WILLY ØRSKOV
1920 – 1990

TITEL

VÆG MED UDLIGGERE

KATEGORI

SKULPTUR

ÅR

OPSTILLET I 1999

MATERIALE

BEMALET STÅL

PLACERING

HØJRISPARKEN, IKAST

GIVER

NY CARLSBERGFONDET, IKAST BOLIGSELSKABS KUNSTFOND OG REALKREDIT DANMARK

HISTORIE & BIOGRAFI

Væg med udliggere er formentligt en af Willy Ørskovs tidlige værker. Man kender ikke den præcise datering, men Statens Museum for Kunst har en tilsvarende skulptur i hvidmalet aluminium, som dateres 1958-68.  

Willy Ørskov ønskede, at beskueren skulle aflæse en skulptur og ikke fortolke den. Hans skulpturer er det, man ser. De skal ikke henvise til en eller anden fortælling eller noget uden for værket. Skulpturen Væg med udliggere er altså en væg med udliggere. Når man vil aflæse skulpturen, skal man altså tage udgangspunkt i de former og figurer, som skulpturen rummer.   

Den højre opretstående skulptur består af en slags mur påsat forskellige former. Den er som en væg eller en rumdeler. Når den deler rummet, så skabes der et rum foran og bagved. De såkaldte ”udløbere” holder væggen oppe og forbinder den med underlaget. De runde former til venstre står i kontrast til de firkantede former og ”forstyrrer” eller virker ”nedbrydende”.  Skulpturen her rummer en del modsætninger. Det er forholdet mellem fordybning og forhøjning, forholdet mellem rundt og firkantet, forholdet mellem lille og stor, oppe og nede, balance og ubalance. Det er noget, der støtter og noget, der bliver støttet. Skulpturen er modsætningsfuld og alligevel i balance i kraft af ensartetheden i materiale, farve og den samlede form. 

Mange af Willy Ørskovs skulpturer er i store formater. Det store format kan give beskueren en fornemmelse af at stå overfor en fysisk ting. Egentlig lavede han helst skulpturer uden sokkel, fordi han mente, at soklen var med til at distancere værket fra virkeligheden og dermed beskueren. Værket kunne bedre erobre rummet og beskueren uden en sokkel. Men en sokkel er praktisk. 

Da Frisenborgparken var blev anlagt i slutningen af 80´erne, var det et oplagt sted at opstille skulpturer. Den første skulptur, der kom til, var Ikast Stenen af Jørgen Haugen Sørensen. Siden er skulpturer af Bjørn Nørgaard, Peter Bonnén og Erika Schewski-Ruhling samt endnu en skulptur af Jørgen Haugen Sørensen kommet til. 

Biografi

Willy Ørskov

Skulptør

Født den 21. december 1920 i Århus, død den 12. juni 1990 i Helsingør

Willy Ørskov blev uddannet på Valands Konstskola i Gøteborg, Sverige, hvor han blev færdig i 1960. Herefter valgte han at rejse til Paris. Senere boede han i Pietrasanta og i Verona i Italien, men vendte ofte hjem til Danmark og sin ejendom på Bogø. Willy Ørskov arbejdede i starten af sin karriere med keramik, men det blev altså skulpturen, der blev omdrejningspunktet. I perioden 1978-84 var han professor på Det kgl. Dansk Kunstakademi på billedhuggerskolen. Han repræsenterede Danmark ved Venedigbiennalen i 1976. Willy Ørskov har skabt talrige skulpturer og udsmykninger til det offentlige rum. Her iblandt udsmykninger til Kongsholm Gymnasium i Albertslund, Rødkilde Gymnasium i Vejle, Teknologiske Institut i Tåstrup, Odder Rådhus og Kunsthal Århus. Willy Ørskov skrev flere teoretiske bøger om skulptur. Han udgav blandt andet Aflæsning af objekter og andre essays i 1966 samt Den åbne skulptur og udvendighedens æstetik i 1987. Han er blevet hædret med blandt andet Eckersberg Medaillen 1969, Thorvaldsens Medaillen 1973.

VIL DU VIDE MERE?

Teori og praksis

Willy Ørskov undersøgte skulpturen gennem hele sit liv. Han interesserede sig for, hvad en skulptur var og hvad den kunne være. Denne interesse for skulpturen udmøntede sig ikke kun i at eksperimentere med skulpturen i fysisk forstand men også i teoretisk forstand. Willy Ørskov udviklede gennem essays og bøger en hel teori om skulpturen.

Det overordnede princip for Willy Ørskov var, at en skulptur skulle aflæses ikke fortolkes. Gennem en grundig undersøgelse af, hvad et objekt egentlig er, fandt han blandt andet frem til en måde at aflæse skulpturen på. Den væsentligste forskel på at fortolke og aflæse er, at når man fortolker en skulptur, prøver man at finde billeder og symboler i skulpturen, som kan henvise til noget udenfor skulpturen. Det kunne være et billede på noget, en fortælling eller noget psykologisk. I en klassisk eller romantisk skulptur kunne der være mange billeder eller associationer, at disse helt skyggede for skulpturens opbygningen, dens materiale og dens funktion i rummet. I aflæsningen skal man udelukkende tage udgangspunkt i det, man ser. Willy Ørskov har selv sagt, at ”skulpturens indhold er skulptur”.

 

Principper for skulpturen

Willy Ørskov ville gerne bidrage til at forny skulpturen – en fornyelse, der havde være i gang i det meste af det 20. århundrede. Skulpturen skulle ikke længere kun være et billede på dyr eller mennesker, men kunne også være en abstrakt form i rummet. Willy Ørskov arbejdede med skulpturen ud fra fire grundformer, nemlig blokken, grenen, tremmekassen og væggen. Fra midten af 60´erne begyndte han at bruge industrielle materialer som plastik og gummi.

Opbygningen af en skulptur kunne styres af nogle funktionsprincipper. Disse principper kunne eksempelvis være at stable, at bygge over, at hænge op eller at sammenkoble. I modsætning til opbygning står nedbrydning, som også kunne være et princip, der gjorde sig gældende i en skulptur. Principper for nedbrydning kunne eksempelvis være gennemboring, gennembrydning, udhuling eller smeltning.

Materialet kunne ifølge Willy Ørskov i princippet være hvad som helst. Det elementære for ham var dog, at der var en sammenhæng mellem materiale, materialets egenskaber og skulpturens form og udtryk. Derfor kan man også se skulpturer Willy Ørskov i det klassiske skulpturmateriale marmor. Willy Ørskov boede i mange år i Pietrasanta, som ligger i nærheden af Carrara, der er kendt for sine mange marmorbrud. Et eksempel på et værk i marmor kan ses ved Frederikssund Hospital.

 

Pneumatiske skulpturer

Willy Ørskov forsøgte at rykke ved grænserne for, hvad en skulptur kunne være. Det gjorde han blandt andet ved at eksperimentere med forskellige materialer som for eksempel plastik og gummi. Det var billige og industrielle materialer og ikke de materialer, man normalt forbandt med skulptur. Blandt andet lavede han flere oppustelige skulpturer, de såkaldte pneumatiske skulpturer. Skulpturerne var cylinderformede. Nogle var flere meter lange, andre mindre. Nogle stod lige op i vejret, andre lå ned og kunne have flere ”knæk”, afhængig af, hvor meget luft, der var fyldt i. Ved Biennalen i Venedig i 1976, hvor Willy Ørskov var udvalgt til at udstille, kunne man blandt andet se disse pneumatiske skulpturer. Forud for skulpturerne gik der mange timer med at eksperimentere med for eksempel at finde frem til det rette materiale, metoder til at svejse og selvfølgelig selve udformningen. De pneumatiske skulpturer var følsomme overfor temperaturer og lufttryk og kunne derfor forandre sig over tid. De rummer altså begreber som forandring, tid og nedbrydning.

 

Den nødvendige skulptur

For Willy Ørskov var det nødvendigt, at skulpturen kun rummede lige netop de former, der var nødvendige for at opbygningen var meningsfuld. Alle enkeltdele på en skulptur af Willy Ørskov er altså nødvendige for helheden, og der er ikke noget, der er overflødigt.

Willy Ørskov interesserede sig også for, hvordan en skulptur kunne have en positiv indflydelse på bymiljøet. Han mente, at såfremt en skulptur forholdt sig til de omgivelser, den var anbragt i, så ville den kunne være med til at skabe en bedre bymiljø. Derfor lavede Willy Ørskov en lang række offentlige udsmykninger, hvor skulpturen fungerede som bindeled mellem bygning og rummet omkring bygningen. Eksempelvis fik Kongsholm Gymnasium i Albertslund en udsmykning, der består i en række piller i stål, der nærmest danner en arkade langs skolens mur. Udløberne kan minde lidt om en forenklet udgave af de støttepiller, man ser i gotiske kirker. Udløberne skal dog ikke støtte bygningen, men i stedet for skabe en sammenhæng mellem bygning og omgivelser.

 

Enspænderen

Modsat flere af Willy Ørskovs kunstnerkolleger, var han ikke en del af Eks-skolen i starten af 60´erne. Måske fordi han gentagende gange søgte mod udlandet for at finde inspiration der. Willy Ørskov gik sine egne veje, men søgte samarbejde på andre måder. I Paris møder han billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen. De boede i den samme bygning i Paris i starten af 60´erne, og de udstillede blandt andet sammen på Louisiana i 1964. Det er også i Paris, at Willy Ørskov møder maler og billedhugger Kasper Heiberg, som han begynder at samarbejde med. For Kasper Heiberg var omdrejningspunktet farven, og han bemalede flere af Willy Ørskovs værker.

Willy Ørskov vedblev med at arbejde med og udforske muligheder for skulpturen helt frem til sin død. I sit teoretiske virke var han inspireret af den fransk strukturalisme og den filosofiske fænomenologi. Igennem sine mange teoretiske skrifter om skulptur og gennem sit virke som professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi fik han stor betydning for dansk kunsthistorie.

Modtag produkt nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Get notified about new articles

Er der noget jeg skal have med på min blog?

Kontakt informationer

Find os her:

Har du et spørgsmål ?