SVEN DALSGAARD COLLAGE MED DANNEBROG

FAKTA:

KUNSTNER

SVEN DALSGAARD
1914-1999

TITEL

COLLAGEVÆRK MED DANNEBROG

KATEGORI

MALERI

PLACERING

IKAST RÅDHUS

HISTORIE & BIOGRAFI

Hvad er det mon for et væsen, som træder frem fra Sven Dalsgaards værk? Er det provinsbyens trold eller en drage med grønne vinger? Hvad ser du? Måske ser du slet ikke et væsen men noget helt andet? Sven Dalsgaard var en betydningsfuld kunstner, der afprøvede mange forskellige genrer og retninger. Mange af hans værker har en undertone af noget humoristisk men kunne også være en besk kommentar til os mennesker.

Værket her er egentligt et gammelt kort over Ikast, hvor Sven Dalsgaard har malet dele af kortet over med farve. Den øverste del i overvejende blåt og hvidt, og den nederste del i overvejende grønt, gult og brunt. De farvede felter er kantede og ensfarvede. Det, der er uden farve, danner en figur. I figurens øverste dele har kunstneren malet et lille Dannebrogsflag. Og i værkets nederste del ses endvidere røde og hvide felter, som kunne være en del af endnu et dannebrogsflag.

Dannebrog som motiv og objekt optog Sven Dalsgaard meget, og han havde ingen berøringsangst eller ærbødighed overfor nationalsymbolet. For ham var det et kunstnerisk materiale på lige fod med mange andre former for materialer, men han var selvfølgelig fuldt ud bevidst om flagets betydning og symbolværdi. Når Sven Dalsgaard brugte Dannebrog som symbol og som readymade, nedbrød han flagets uskyld og brugte det ofte til at fremhæve den nationale selvgodhed. Der er et andet eksempel i Ikast på Sven Dalsgaards brug af Dannebrog, og det er værket Den Store Dansker, som står i Højrisparken.

Det var kendetegnende for Sven Dalsgaard, at der gennem hele hans kunstneriske karriere og i de mange og meget forskellige former for værkgenrer, som han bevægede sig i, ofte var en grad af provokation, humor og noget gådefuldt. Provokationen var aldrig et mål, iflg. Sven Dalsgaard selv, men mange af hans værker blev opfattet som provokerende. Særligt dem hvor Dannebrog indgik. Sven Dalsgaard var meget produktiv og meget alsidig i sin produktion. Han malede, lavede skulpturer, grafik og udstillede readymades. Mange kender hans blå pakker, værker med øjne eller bearbejdede stole. Overordnet set synes hans kunst at tilhøre en neo-dadaistisk praksis, på grund af deres til tider tilfældige, absurde og surrealistiske karakterer.

BIOGRAFI

Sven Dalsgaard. Født 29. maj 1914 i Vorup ved Randers; død 22. januar 1999 i Randers.Maler, billedhugger og digter. Sven Dalsgaard var udlært håndværksmaler, og som billedkunstner var han selvlært. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1943. Han blev senere medlem af Maj-udstillingen fra 1953-63, Grønningen fra 1964-75 og af Den Frie Udstilling fra 1975-93. I 1978 modtog han Thorvaldsens Medalje og i 1973-79 var han gæsteprofessor ved Kunstakademiet. I 1960 var han på arbejdsophold på Aage Damgaards skjortefabrik i Herning. Her møder han Piero Manzoni. Hans kunstneriske virke udfoldes hovedsaligt i Danmark, men i 1967 udstillede han i Det Danske Hus i Paris. Udstillingen omfattede 33 Dannebrogsmalerier. I 1989 udfører han en vægudsmykning til De Europæiske Fællesskabers Domstol i Luxembourg. Han er repræsenteret på mange danske kunstmuseer. Randers Kunstmuseum har en stor samling af Sven Dalsgaards værker.

Modtag produkt nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Get notified about new articles

Er der noget jeg skal have med på min blog?

Kontakt informationer

Find os her:

Har du et spørgsmål ?