SKULPTUR I TRE DELE | PETER BONNÉN

FAKTA:

KUNSTNER

PETER BONNÉN
FØDT I 1945

TITEL

SKULPTUR I TRE DELE

KATEGORI

SKULPTUR

ÅR

1991

MATERIALE

STÅL

PLACERING

HØJRISPARKEN, IKAST

GIVER

PER GLERUP

Peter Bonnéns skulptur er minimalistisk i sit udtryk. Der er ikke brugt mange effekter for at skabe værket. Det består af tre dele i jern. Det er en monumental skulptur, der kan se ud, som om den engang var en samlet form, som nu er blevet delt i tre dele af to zigzag-snit. Disse borer sig gennem skulpturens masse i lodrette let diagonale linjer og skaber mellemrum mellem delene.

Peter Bonnén arbejder altid med et meget minimalistisk formsprog som her, og han er ret kompromisløs med enkeltheden i hans værker. Kuben er en gennemgående form hos ham, ligesom snittet igennem den er. For vi skal ikke bare se på formen. Vi skal også lægge mærke til de mellemrum, der bliver skabt, og de små forskydninger, der er. Det ses for eksempel i den lille forskel, der er mellem de to mellemrum. De er ikke ens, hvilket skaber en større dynamik i skulpturen.

Det har ikke været kunstnerens intension, at vi skal lede efter fortællinger eller noget metafysisk ved skulpturen. Det handler om form, stoflighed og materialer. Men det står selvfølgelig enhver frit for at fantasere, fortolke og fornemme fortællinger.

Da Peter Bonnén startede på Den Eksperimenterende Kunstskole i starten af 1960´erne, arbejdede han med assemblager af skrot, det kunne være dele fra gamle biler, som han satte sammen. Kunstmuseet Heart har nogle af disse tidlige værker. Det er også her, at Skulptur i 6 dele fra 1965 kan ses. Det var skulpturen, der ufrivilligt blev midtpunkt i landsdækkende protest mod statsstøtte til kunst og kultur. 

Da man anlagde Højrisparken i Ikast, fik man den idé at opstille skulpturer ved vejene. Man spurgte en håndfuld unge kunstnere, om de ville lave en skulptur hver til området. De fik et honorar og en vej i området opkaldt efter sig. For kunstnere som Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby var der tale om deres allerførste skulpturer til det offentlige rum. Siden er flere skulpturer kommet til.

BIOGRAFI

Peter Bonnén (f. 1945)

Maler og billedhugger.

Født den 27. oktober 1945 i København.

Peter Bonnén var elev på Den Eksperimenterende Kunstskole i København fra 1961 – 62. I 1963 debuterede han på Sommerudstillingen, ligesom han også udstillede på Kunstnernes Efterårsudstilling i årene 1963-66. I 1964 blev han formand for Sommerudstillingen. I 1972 blev han medlem af Grønningen, og samme år blev han medlem af Akademirådet. I 1973 blev han formand for foreningen Kunst på Arbejdspladsen, og han modtog Eckersbergs Medajlen i 1989.

Peter Bonnén er repræsenteret på mange af de danske kunstmuseer og har lavet flere skulpturer til det offentlige rum, blandt andet Skulptur i 13 dele, som står i Frisenborgparken i Ikast, Min Etiopiske Gravplads fra 1992, som står ved Bornholms Kunstmuseum, Skulptur i Otte Dele fra 2000 ved Syddansk Universitet i Odense, og skulpturen Fem Porte og To Vægge fra 1993 som står ved Silkeborg Bad.

Modtag produkt nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Get notified about new articles

Er der noget jeg skal have med på min blog?

Kontakt informationer

Find os her:

Har du et spørgsmål ?