RØD HANKESKULPTUR | EGON FISCHER

FAKTA:

KUNSTNER

EGON FISCHER
1935 – 2016

TITEL

RØD HANKESKULPTUR

KATEGORI

SKULPTUR

ÅR

1976

MATERIALE

BEMALET JERN

PLACERING

EGON FISCHERS VEJ, IKAST

RESTAURERET

2013

Da villakvarteret Højrisparken i Ikast skulle anlægges i 1973, fik nogle unge kunstnere til opgave at skabe en skulptur hver til området. Kunstnerne var Bjørn Nørgaard, Poul Gernes, Per Kirkeby, Egon Fischer og Sven Dalsgaard. Til gengæld for skulpturen fik kunstnerne et mindre honorar og en vej i området opkaldt efter sig. Således står der i dag en skulptur af Egon Fischer ved Egon Fischers Vej.

Skulpturen er, trods den lidt sære sammensætning af former, klassisk i sin opbygning. Og den er karakteristisk for Egon Fischers skulpturelle formsprog. Den røde, trapezformede kasse med de store hanke ligner en stor omvendt kasse, der både gør det ud for soklen, men samtidig er den en del af skulpturen. Herpå står den spinkle struktur med de store fjedre og øverst hænger tre metalplader i læderstropper. Således indbygges bevægelse og rytme i skulpturen. Det er også derfor at skulpturen har haft titlen ” Uroligt element på Rød Hankekasse”.

De bemalede metalflader og de runde, amorfe former er kendetegnende for Egon Fischer. Mange af hans skulpturer er bemalet i klare farver, og mange af dem er sådanne sammenstillinger af forskellige dele og former. De indeholder altid noget genkendeligt som en hank, en flaske, en sav, en kasse og som her fjedre og hanke. Men det uventede opstår, når de kendte dele sættes sammen på umage vis og skaber noget helt anderledes, ukendt og poetisk. Titlerne på hans skulpturer er lige så underfundige. Det er titler som ”Besværlig tanke på sokkel” eller ”Svævende port med hank og søjler”.

Egon Fischer var en del af det eksperimenterende miljø på Eks-skolen, hvor også Bjørn Nørgaard, Poul Gernes og Per Kirkeby havde deres gang. Hans største skulptur er Skulpturbroen (1980), der er en skulpturel forbindelsesgang mellem rådhuset og biblioteket i Birkerød.


BIOGRAFI


Egon Fischer, f. 1935 d. 2016
Dansk billedhugger

I Eks-skolens eksperimenterende miljø 1961 lærte Paul Gernes ham svejsningens kunst, og siden da har jernskulpturen været Egon Fischers foretrukne arbejdsfelt. Fra første færd har han vist sin egenart som billedhugger med polykrome værker, der fremtræder i klare farver, sågar ternede, som vokset op af underlaget, uden sokkel. Værkerne kan opleves som vildtgroende livsbekræftende udsagn, præget af humor og underfundighed. Ofte er skulpturerne sammensat af flere dele, med tidsmæssige forløb og rytmisk bevægelse indbygget, fx Skulptur med bolde (1964) og Bemalet tid og tidsskulptur (1966).

Fischers skulpturer ses på mange danske kunstmuseer og er opstillet i flere byer; den største er hovedværket Skulpturbroen (1980) i Birkerød, der forbinder rådhus og bibliotek.

Egon Fischer har været medlem af Den Frie Udstilling 1970-78 og derefter af Grønningen. Han modtog 1975 Eckersbergs og 1992 Thorvaldsens Medalje.
(Kilde: Gyldendal – Den Store Dansker)

Mere om Egon Fischer og hans kunst

Som ungt menneske afprøvede Egon Fischer flere forskellige udtryksformer. Han fik undervisning i dans, tegning og musik. Men det blev elevtiden på Den Eksperimenterende Kunstskole, der blev udslagsgivende for hans valg af kunstretning. Den Eksperimenterende Kunstskole, også kaldet Eks-Skolen, var blev dannet i starten af 1960´erne som et alternativ til Kunstakademiet. På Eks-skolen dyrkede man især kollektive eksperimenter med materialer og aktioner for at finde frem til nye former for kunst og kunstneriske udtryk. På skolen var der fuld fart på, og den krævede fuld tilstedeværelse på alle planer. Egon Fischer lærte uden tvivl meget i de år på Eks-skolen. Paul Gernes lærte ham at svejse, og han begyndte at lave skulpturer i jern. De første skulpturer var meget spinkle, abstrakte og modsætningsfyldte, hvor Egon Fischer udfordrede tyngdekraften ved at lade tunge former balancere på meget tynde ben.

Mens han gik på Eks-skolen debuterede Egon Fischer i 1962 på Kunstnernes Efterårsudstilling. Det var en etableret gruppeudstilling, hvor man skulle søge om at blive antaget. Det var ikke helt i Eks-skolens ånd at søge det etablerede, men Egon Fischer gik lidt sine egne veje. Året efter havde han sin første soloudstilling i Trefoldigheden, som havde til huset i et beskedent lokale, hvor kunstnerne selv skulle passe udstillingen. Der kom ikke mange besøgende. Men en af dem, der kom, var kunstneren Robert Jacobsen i selskab med sin gallerist Hybler, der købte flere af Egon Fischers skulpturer. Efter successen kom der gang i udstillingsvirksomheden for den unge kunstner.

Efter nogle år på Eks-skolen forlader Egon Fischer skolen for at hellige sig sine skulpturer. Han vedbliver med primært at lave skulpturer og relieffer i jern. Brugen af soklen er et gennemgående element ved mange af skulpturerne. Det går også igen i titlerne som for eksempel ”Kisteskulptur” eller ”Stor kasseskulptur”. En egentlig kunstnerisk genre eller stil kan man ikke placere Egon Fischer i. Han har sin egen og genkendelige stil. Det bløde og runde møder det hårde og kantede. Noget stritter og noget har en hulning. Det tunge møder det lette, eller der er noget, der vokser og noget, der falder. Der er bevægelse, forløb og struktur i værkerne. Fra ét til noget andet. Skulpturerne er næsten som antikkens grotesker. Disse vægdekorationer, hvor en vase vokser sig til en fugl, der bliver til en blomst, der forvandler sig til et menneske og så videre. Sådan synes der også at være forløb, der hele tiden udvikler sig i Egon Fischers skulpturer. Det kan godt være, at mange af dem har den omvendte kasse som sokkel, der holder skulpturen fast til grundlaget. Men oven på den vokser formerne ud i overraskende forløb.

Det rendyrkede og enkle udtryk ses især i nogle af Egon Fischers tidlige værker fra slutningen af 60´erne, hvor han skaber nogle enkelte, meget minimalistiske skulpturer, hvor den samme form gentages med få variationer. Det enkle udtryk findes for så vidt stadig i hans værker, men nu består skulpturerne af en mangfoldighed af dele, der hver især er enkle i deres udtryk, men som samlet set giver et udtryk, der er fabulerende og udadvendt.

 

Biblioteket i Birkerød

I 1978 fik Egon Fischer sin største udsmykningsopgave. Mellem rådhuset og biblioteket i Birkerød skulle der etableres en forbindelsesgang, og Egon Fischer blev bedt om at udforme den. Statens Kunstfond støttede projektet. Gangbroen er opført i cortensstål, og er bastant og tung i sit formsprog. Den står i skarp kontrast til de øvrige bygningers stringente arkitektur. Men hvis man ville have haft noget stringent, havde man formentligt ikke valgt Egon Fischer til opgaven. Udvendigt er broen sort og der ses farvede blomster her og der. Indvendigt er gangbroen malet hvid, gulvet bugter og vrider sig, og på begge sider er der klokkespil, som man kan spille på i begge retninger. Disse er lavet i samarbejde med komponisten Ole Buch. Tanken var at skabe et klokkespil, som det kendes fra for eksempel Københavns Rådhus, men her kunne borgerne selv skabe melodien. Det er altså en bro, der indbyder til ophold og til fantasien. Gangbroen er blevet et hovedværk for Egon Fischer. Gangbroen er fantasifuld og overraskende. Indimellem er der underfundige elementer, som for eksempel de farvede blomster, der indgår i nogle af broens bærende elementer. Broen er blevet kaldt for Sukkenes Bro efter broen af samme navn i Venedig. Måske er de bibliotekarerne, der sukker, når de prøver at forcere broens ujævne gulv med en bogvogn.

De sammenstød, der er mellem de regulære og de mere frie former i Egon Fischers skulpturer, ofte blevet beskrevet som musiske. Skulpturerne komponeres over sammen principper, som gør sig gældende i jazzmusikken. Her improviseres efter en fast rytme, som der spilles op imod. Det kan beskrives som et sammenstød mellem det forudsigelige og det uforudsigelige, og det samme er på færde i Egon Fischers skulpturer.

Modtag produkt nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Get notified about new articles

Er der noget jeg skal have med på min blog?

Kontakt informationer

Find os her:

Har du et spørgsmål ?