Da villakvarteret Højrisparken i Ikast skulle anlægges i 1973, fik nogle unge kunstnere til opgave at skabe en skulptur hver til området. Kunstnerne var Bjørn Nørgaard, Poul Gernes, Per Kirkeby, Egon Fischer og Sven Dalsgaard. Til gengæld for skulpturen fik kunstnerne et mindre honorar og en vej i området opkaldt efter sig. Således står der i dag en skulptur af Egon Fischer ved Egon Fischers Vej.
Skulpturen er, trods den lidt sære sammensætning af former, klassisk i sin opbygning. Og den er karakteristisk for Egon Fischers skulpturelle formsprog. Den røde, trapezformede kasse med de store hanke ligner en stor omvendt kasse, der både gør det ud for soklen, men samtidig er den en del af skulpturen. Herpå står den spinkle struktur med de store fjedre og øverst hænger tre metalplader i læderstropper. Således indbygges bevægelse og rytme i skulpturen. Det er også derfor at skulpturen har haft titlen ” Uroligt element på Rød Hankekasse”.
De bemalede metalflader og de runde, amorfe former er kendetegnende for Egon Fischer. Mange af hans skulpturer er bemalet i klare farver, og mange af dem er sådanne sammenstillinger af forskellige dele og former. De indeholder altid noget genkendeligt som en hank, en flaske, en sav, en kasse og som her fjedre og hanke. Men det uventede opstår, når de kendte dele sættes sammen på umage vis og skaber noget helt anderledes, ukendt og poetisk. Titlerne på hans skulpturer er lige så underfundige. Det er titler som ”Besværlig tanke på sokkel” eller ”Svævende port med hank og søjler”.
Egon Fischer var en del af det eksperimenterende miljø på Eks-skolen, hvor også Bjørn Nørgaard, Poul Gernes og Per Kirkeby havde deres gang. Hans største skulptur er Skulpturbroen (1980), der er en skulpturel forbindelsesgang mellem rådhuset og biblioteket i Birkerød.
BIOGRAFI
Egon Fischer, f. 1935 d. 2016
Dansk billedhugger
I Eks-skolens eksperimenterende miljø 1961 lærte Paul Gernes ham svejsningens kunst, og siden da har jernskulpturen været Egon Fischers foretrukne arbejdsfelt. Fra første færd har han vist sin egenart som billedhugger med polykrome værker, der fremtræder i klare farver, sågar ternede, som vokset op af underlaget, uden sokkel. Værkerne kan opleves som vildtgroende livsbekræftende udsagn, præget af humor og underfundighed. Ofte er skulpturerne sammensat af flere dele, med tidsmæssige forløb og rytmisk bevægelse indbygget, fx Skulptur med bolde (1964) og Bemalet tid og tidsskulptur (1966).
Fischers skulpturer ses på mange danske kunstmuseer og er opstillet i flere byer; den største er hovedværket Skulpturbroen (1980) i Birkerød, der forbinder rådhus og bibliotek.
Egon Fischer har været medlem af Den Frie Udstilling 1970-78 og derefter af Grønningen. Han modtog 1975 Eckersbergs og 1992 Thorvaldsens Medalje.
(Kilde: Gyldendal – Den Store Dansker)