RØD HANKESKULPTUR | EGON FISCHER

Mere om Egon Fischer og hans kunst

Som ungt menneske afprøvede Egon Fischer flere forskellige udtryksformer. Han fik undervisning i dans, tegning og musik. Men det blev elevtiden på Den Eksperimenterende Kunstskole, der blev udslagsgivende for hans valg af kunstretning. Den Eksperimenterende Kunstskole, også kaldet Eks-Skolen, var blev dannet i starten af 1960´erne som et alternativ til Kunstakademiet. På Eks-skolen dyrkede man især kollektive eksperimenter med materialer og aktioner for at finde frem til nye former for kunst og kunstneriske udtryk. På skolen var der fuld fart på, og den krævede fuld tilstedeværelse på alle planer. Egon Fischer lærte uden tvivl meget i de år på Eks-skolen. Paul Gernes lærte ham at svejse, og han begyndte at lave skulpturer i jern. De første skulpturer var meget spinkle, abstrakte og modsætningsfyldte, hvor Egon Fischer udfordrede tyngdekraften ved at lade tunge former balancere på meget tynde ben.

Mens han gik på Eks-skolen debuterede Egon Fischer i 1962 på Kunstnernes Efterårsudstilling. Det var en etableret gruppeudstilling, hvor man skulle søge om at blive antaget. Det var ikke helt i Eks-skolens ånd at søge det etablerede, men Egon Fischer gik lidt sine egne veje. Året efter havde han sin første soloudstilling i Trefoldigheden, som havde til huset i et beskedent lokale, hvor kunstnerne selv skulle passe udstillingen. Der kom ikke mange besøgende. Men en af dem, der kom, var kunstneren Robert Jacobsen i selskab med sin gallerist Hybler, der købte flere af Egon Fischers skulpturer. Efter successen kom der gang i udstillingsvirksomheden for den unge kunstner.

Efter nogle år på Eks-skolen forlader Egon Fischer skolen for at hellige sig sine skulpturer. Han vedbliver med primært at lave skulpturer og relieffer i jern. Brugen af soklen er et gennemgående element ved mange af skulpturerne. Det går også igen i titlerne som for eksempel ”Kisteskulptur” eller ”Stor kasseskulptur”. En egentlig kunstnerisk genre eller stil kan man ikke placere Egon Fischer i. Han har sin egen og genkendelige stil. Det bløde og runde møder det hårde og kantede. Noget stritter og noget har en hulning. Det tunge møder det lette, eller der er noget, der vokser og noget, der falder. Der er bevægelse, forløb og struktur i værkerne. Fra ét til noget andet. Skulpturerne er næsten som antikkens grotesker. Disse vægdekorationer, hvor en vase vokser sig til en fugl, der bliver til en blomst, der forvandler sig til et menneske og så videre. Sådan synes der også at være forløb, der hele tiden udvikler sig i Egon Fischers skulpturer. Det kan godt være, at mange af dem har den omvendte kasse som sokkel, der holder skulpturen fast til grundlaget. Men oven på den vokser formerne ud i overraskende forløb.

Det rendyrkede og enkle udtryk ses især i nogle af Egon Fischers tidlige værker fra slutningen af 60´erne, hvor han skaber nogle enkelte, meget minimalistiske skulpturer, hvor den samme form gentages med få variationer. Det enkle udtryk findes for så vidt stadig i hans værker, men nu består skulpturerne af en mangfoldighed af dele, der hver især er enkle i deres udtryk, men som samlet set giver et udtryk, der er fabulerende og udadvendt.

Biblioteket i Birkerød

I 1978 fik Egon Fischer sin største udsmykningsopgave. Mellem rådhuset og biblioteket i Birkerød skulle der etableres en forbindelsesgang, og Egon Fischer blev bedt om at udforme den. Statens Kunstfond støttede projektet. Gangbroen er opført i cortensstål, og er bastant og tung i sit formsprog. Den står i skarp kontrast til de øvrige bygningers stringente arkitektur. Men hvis man ville have haft noget stringent, havde man formentligt ikke valgt Egon Fischer til opgaven. Udvendigt er broen sort og der ses farvede blomster her og der. Indvendigt er gangbroen malet hvid, gulvet bugter og vrider sig, og på begge sider er der klokkespil, som man kan spille på i begge retninger. Disse er lavet i samarbejde med komponisten Ole Buch. Tanken var at skabe et klokkespil, som det kendes fra for eksempel Københavns Rådhus, men her kunne borgerne selv skabe melodien. Det er altså en bro, der indbyder til ophold og til fantasien. Gangbroen er blevet et hovedværk for Egon Fischer. Gangbroen er fantasifuld og overraskende. Indimellem er der underfundige elementer, som for eksempel de farvede blomster, der indgår i nogle af broens bærende elementer. Broen er blevet kaldt for Sukkenes Bro efter broen af samme navn i Venedig. Måske er de bibliotekarerne, der sukker, når de prøver at forcere broens ujævne gulv med en bogvogn.

De sammenstød, der er mellem de regulære og de mere frie former i Egon Fischers skulpturer, ofte blevet beskrevet som musiske. Skulpturerne komponeres over sammen principper, som gør sig gældende i jazzmusikken. Her improviseres efter en fast rytme, som der spilles op imod. Det kan beskrives som et sammenstød mellem det forudsigelige og det uforudsigelige, og det samme er på færde i Egon Fischers skulpturer.