Mange væsentlige danske kunstnere udsprang fra 1960´ernes kunstscene, og flere af dem udsprang fra Den Eksperimenterende Kunstskole. En af de væsentligste er Bjørn Nørgaard. I de mange år han har været aktiv, har han bevæget sig imellem happenings og eksperimenter med materialerne og de senere års store opgaver og store monumentale værker, som pryder det offentlige rum mange steder i Danmark og i udlandet. Et gennemgående træk ved hans kunst er, at han vedholder en samtale om verdenen omkring sig gennem sin kunst. Han har gennem hele sin karriere beskæftiget sig med store emner som tro og myter, genteknologi, kapitalisme, danmarkshistorien og verdenshistoriens store begivenheder og så videre. Hans evne til at rumme de store fortællinger var nok årsagen til, at det netop var ham, der fik til opgave at lave forlægget til de 17 gobeliner, som hænger i Riddersalen på Christiansborg. De var en gave fra det danske erhvervsliv og en række fonde til Dronning Margrethe II i anledningen af hendes 50 års fødselsdag i 1990.
Den kunstneriske uddannelse
Men det hele startede på Den Eksperimenterende Kunstskole, også kaldet for Eks-skolen. Skolen var blevet dannet i 1961 af kunstnerne Paul Gernes, Richard Winther, Jens Jørgen Thorsen, Roger Pring og kunsthistorikeren Troels Andersen. Skolen skulle være et alternativ til Det Kongelige Danske Kunstakademi, som man mente, var blevet for konservativ i sin undervisning og tilgang til kunst. Over 100 kunstnere fik gennem Eks-skolens levetid undervisning der, her i blandt navne som Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Stig Brøgger og komponisten Henning Christiansen. Bjørn Nørgaard var kun 17 år, da han startede på skolen, og det var i løbet af sin tid der, at han fandt ud af, at han skulle være billedhugger.
På Eks-Skolen handlede det lige så meget om processen bag kunstværket som selve værket, og Bjørn Nørgaard selv undersøgte og afprøvede materialerne for at kunne åbne for muligheden for en ny form for kunst, her i blandt også at undersøge forholdet mellem kunst og samfund. Han kalder det selv for skulpturelle demonstrationer. For eksempel lavede han en form for aktion, hvor han afprøvede forskellige former for blandinger af gips på sine fødder. Det var læring om materialerne og måden de virkede på, men det var også en måde, hvorpå han kunne skabe et fælles rum med omgivelserne. Det samme gjorde sig gældende for de senere aktioner, som for eksempel Kvindelig Kristus II, hvor Bjørns Nørgaards hustru Lene Adler Pedersen gik nøgen gennem Børsen, og Hesteofringen. De inddrog direkte det omgivende samfund ved at udspille sig lige der og ikke inden for kunstinstitutionens vægge, også fordi der i værkerne var en kommentar og en kritik af samfundet.
Netop Hesteofringen skulle gøre Bjørn Nørgaard berømt og berygtet, måske i et omfang der kom bag på ham selv. Sammen med Lene Adler Pedersen havde han forberedt dette værk til udstillingen Tabernakel på Louisiana i 1970. Der var opbygget en stald på museet, hvor hesten skulle opstaldes, indtil den under udstillingen skulle slagtes og dissekeres, hvorefter delene skulle på glas og udstilles. Men politimesteren nedlagde forbud mod at have levende dyr på museet, og aktionen blev derfor flyttet til en mark i Kirke Hyllinge. Her blev den rituelle slagtning af hesten udført til tonerne af Henning Christiansens violin, og mens Lene Adler Pedersen, iført messedragt og bærende på et kors, gik rundt og rundt om hesten og sang. Hele aktionen blev helt planlagt tæt fulgt af pressen, og der rejste sig en voldsom debat efter aktionen. Mest er aktionen blevet tolket som en protest mod krigen i Vietnam og hungersnød i Biafra, men rummer også et forvandlingsmotiv, fortællinger om myter, ritualer og relikvier og kritik af institutioner.
Bjørn Nørgaard som billedhugger
Nogle af de tidligste værker Bjørn Nørgaard skabte er resultater af hans aktioner og demonstrationer. Det er for eksempel nogle mindre basale værker med gips, der er hældt over en form, eller det er tableauer med hverdagsgenstande eller kunstgenstande som skulpturer og andre objekter. Han kalder dem for ”simple sagsforhold”. Det handler om at tage tingene ud af deres rationelle kontekst og sætte dem sammen på nye måder, og det handler om forholdet mellem skulptur og omgivelser, som for eksempel den ophøjelse af det danske kaffebord i Ikast Monumentet. Vi ser på tingene på en anden måde, når de bliver taget ud af deres vante kontekst.
Værker i det offentlige rum
Bjørn Nørgaard står bag rigtig mange skulpturer på pladser, torve og bygninger i Danmark, og her skal der bare nævnes nogle få. Han har blandt andet udsmykkede Panum Instituttet i København i 1985 med 12 store keramiske figurer, og han skabte Thors Tårn til Høje Tåstrup i 1986. Det er et 26 meter højt tårn, som blandt andet består af en række af de motiver, som BN tidligere har arbejdet med. Endvidere var der i 2002 boligbyggeriet Bispebjerg Bakke, i 2004 skulpturen Borgerne i Holstebro, der ses foran politistationen i Holstebro. Byen havde forinden skulpturen De Tolv Himmelstiger fra 1985. Endvidere en H.C. Andersen skulptur til Odense i 2005 og så videre.
En af de centrale af de tidligere værker er Menneskemuren fra 1982. Den blev skabt til en udstilling med skandinavisk kunst på Guggenheim Museet i New York i 1982. I dag står den foran Horsens Kunstmuseum. På en let krummet mur står 13 forskellige keramiske figurer. Disse henviser til tidligere tiders kunst og kultur, for eksempel den indiske elefantgud Ganesha, figurer fra Heinrich Dürer og Henri Matisse, men også kunstnerens egen datter som figur er med. Menneskemuren er med andre ord et sammenrend af kulturer og symboler, som er taget fra vores fælles verdenshistorie. Menneskemuren er et klassisk eksempel på den mangfoldighed, som Bjørn Nørgaards værker ofte rummer, og den var ment som en hyldest til USA´s evne til netop at rumme mangfoldigheden.
De nævnte er blot de første af mange udsmykninger rundt omkring i landet, og som en foreløbig kulmination på en alsidig karriere må nævnes opgaven med at skabe de 17 gobeliner til Riddersalen på Christiansborg. I gobelinerne skildres begivenheder og personer, der på forskellig vis har præget både danmarkshistorien og verdenshistorien igennem tusind år, og fortællingerne krydres med symboler, henvisninger til Bjørn Nørgaards egne værker, andre berømte kunstværker og ornamentik.
Kirkekunst
Bjørn Nørgaard har gennem flere år skabt forskellige væsentlige bidrag til kirkeudsmykninger rundt omkring i landet. Selvom han ikke betragter sig selv som troende, men omtaler sig selv som ”en håbefuld tvivler”, så er det hans store interesse for og indsigt i de kristne fortællinger og budskaber, der har givet ham flere opgaver med kirkeudsmykninger. Da Ikast Kirke ønskede en skulptur foran kirken, faldt valget således også på Bjørn Nørgaard. Skulpturen med titlen Riv Dette Tempel Ned fra 2012 rummer på samme måde, som så ofte før i hans store værker, motiver fra Det Gamle og Det Nye Testamente sammen med elementer fra vores historie, kunsthistorien og så videre.
Kritikeren Bjørn Nørgaard
I Ikast Monumentet samlede Bjørn Nørgaard elementer fra hverdagslivet, i skulpturen ved Ikast Kirke er det elementer fra de store fortællinger. Flere af Bjørn Nørgaards værker er sådanne sammenstillinger med forskelligartede delelementer, der tilsammen skaber nye fortællinger. De religiøse fortællinger, filosofi, historie, politik og samfund, kunst og kultur er alle emner, som Bjørn Nørgaard bruger af i sin kunst. Kunsten har taget mange former igennem årene i en stadig søgen efter et nyt og personligt kunstneriske sprog, der dog til stadighed synes at have det samme formål, nemlig ønsket om at debattere og diskutere verden omkring os.
