MIN JØDISKE KIRKEGÅRD | PETER BONNÉN

I 1961 var Peter Bonnén 16 år, og var gået ud af skolen. Han ville gerne uddanne sig inden for kunst, men var for ung til at søge ind på Kunstakademiet. På opfordring fra maleren Albert Mertz valgte han at søge ind på Den Eksperimenterende Kunstskole.¹Weirup, Torben: ”Kunst og kamp kræver stadig stål – En fortælling om Peter Bonnén”, p. 32. Dansk Metal, 2003. Skolen var blevet dannet i 1961 af kunstnerne Paul Gernes, Richard Winther, Jens Jørgen Thorsen, Roger Pring og kunsthistorikeren Troels Andersen som et alternativ til Det Kongelige Danske Kunstakademi, som man mente, var blevet for konservativ i sin undervisning og tilgang til kunst.²”Ny Dansk Kunsthistorie. Bind 9: Geometri og bevægelse”, p. 97 ff. Forfatter Mikkel Bogh. Red. Peter Michael Hornung. Forlaget Palle Fogtdal A/S, 1996. Over 100 kunstnere fik igennem Eks-skolens levetid undervisning der, her i blandt navne som Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Stig Brøgger og komponisten Henning Christiansen. For at blive optaget som elev, skulle man fremvise eksempler på sit arbejde, som så blev vurderet af skolens undervisere og øvrige elever.

De første år arbejdede Peter Bonnén med skrotskulpturer og assemblager, gerne med dele fra gamle, udtjente biler. Der findes et par eksempler af disse på kunstmuseet Heart i Herning. Senere blev det maleriet, der optog ham, og da han debuterede på sin første udstilling i 1962 , var det med malerier. Men han vender tilbage til jernet og skulpturen, som bliver hans foretrukne materiale og udtryksform.

I sine skulpturer vedbliver Peter Bonnén at kredse om blok-formen på forskellige måder. Han skaber eksempelvis aflange, søjleformede blokke, der stilles parvis, eller han arbejde med kuben, der gennemskæres eller får indhak. Det er formen, modsætningsforholdet mellem den glatte og den ru overflade, sammenstillingen af det ubearbejdede og det bearbejdede og formernes indbyrdes forhold og rummet imellem dem, der er det essentielle i hans værker. De skal ikke referere ikke til noget uden for dem selv, men skal opfattes som det, de er, nemlig form, flade, forskellige strukturer og formernes indbyrdes forhold og de rum, der skabes mellem formerne.

Netop denne indadvendthed og det psykologiske fravær var måske det lagerforvalter Peter Rindal opponerede imod, da han blev konfronteret med Peter Bonnéns skulptur ”Skulptur i Seks Dele” fra 1965, som Statens Kunstfond havde erhvervet. Statens Kunstfond var blevet oprettet i 1964, og Peter Rindal fremsatte åbenlyst sin kritik af fonden. Han mente ikke, at skatteydernes penge skulle bruge på kunst, som ingen kunne forstå. Denne holdning fik senere betegnelsen ”Rindalismen”. I et avisinterview blev Peter Rindal konfronteret med Peter Bonnéns skulptur, og den blev derved nærmest symbolet på alt det, Peter Rindal var imod. Peter Bonnén var ikke ked af omtalen. Den var med til at skabe opmærksomhed om hans kunst.

I USA i starten af 60´erne diskuterede nogle kunstnere, hvordan de kunne befri kunsten for al fortolkning og psykologi. En gruppe af kunstnere begyndte uafhængigt af hinanden at arbejde med geometriske former, gerne i gentagelser og gerne i industrielle materialer som plexiglas, plastik eller stål. Her hjemme diskuterede man også skulpturens betingelser, dog ifølge Peter Bonnén selv, uden bevidsthed om tendenserne i USA. Men uanset hvad, så havde man en fælles opfattelse af, at den minimalistiske skulptur fremstod langt stærkere end den komplekse. I USA var tendensen opstået af popkunsten og som et modspil til den abstrakte ekspressionisme. Man ville bort fra fortolkninger og psykologi i kunst og hen mod et nulpunkt, man så kunne arbejde videre ud fra det. I Danmark er det ud over Peter Bonnén især kunstnere som Hein Hansen, Peter Louis-Jensen, Mogens Møller, Nils Guttormsen og Kasper Heiberg, der udforskede den minimalistiske skulptur.³”Ny Dansk Kunsthistorie”; p. 130 ff.

For Peter Bonnén bliver den minimalistiske skulptur i stål eller sten hans varemærke, som han fortsat udfordrer på forskellige måder. Han udstiller flere stedet i ind- og udland, og engagere sig ofte i kunstdebatten. Han blev formand for Sommerudstillingen i 1964, ligesom han blev formand for foreningen ”Kunst på Arbejdspladsen”, som blandt andet var blevet starten af Louisianas stifter Knud W. Jensen. Formålet med foreningen var at få mindre udstillinger ud på virksomheder i en periode, så medarbejderne der kunne få glæde af skiftende kunst.

[1] Weirup, Torben: ”Kunst og kamp kræver stadig stål – En fortælling om Peter Bonnén”, p. 32. Dansk Metal, 2003.

[2] ”Ny Dansk Kunsthistorie. Bind 9: Geometri og bevægelse”, p. 97 ff. Forfatter Mikkel Bogh. Red. Peter Michael Hornung. Forlaget Palle Fogtdal A/S, 1996.

[3] ”Ny Dansk Kunsthistorie”; p. 130 ff.