LIGGENDE KVINDER

FAKTA:

KUNSTNER

ERIK A. FRANDSEN
1957

TITEL

LIGGENDE KVINDER

MATERIALE

SERIEGRAFI

PLACERING

ENGESVANG KULTURHUS

HISTORIE & BIOGRAFI

Det er en intim og privat situation, vi er vidne til i Erik A. Frandsens værk Liggende Kvinder. Det er kendetegnende for Erik A. Frandsen, at han i sin kunst ofte kredser om det intime, det private og det erotiske.

Farverne i værket er få, og figurerne er kun tegnet op med en mørk kontur. Baggrunden er nærmest abstrakt, dog med antydning af et hjørne og et loft. Der er ikke kredset for detaljerne, så det genkendelig og det, vi kan relatere os til, bliver utydeligt. Men vi genkender dog hurtigt figurerne som kvinder. Deres ansigter er vendt mod os. Men er det os eller kunstneren, de kikker på? Deres blikke inviterer os ind, og det private kan virke tillokkende og distancerende på én og samme tid.

Erik A. Frandsen arbejder ofte med en eller anden form for forhindring eller noget, der spærrer for motivet. Han har tidligere brugt bildæk, plastikbakker, tøj og neonrør, som er påsat værket, og som giver en modstand og forhindrer os i at se motivet i sin helhed. Her er denne ”forhindring” den grønne form, der ligner en hånd eller en handske, og som ses i værkets nederste del. Men skal denne ”hånd” skjule noget, eller er den i virkeligheden henvendt til pigerne i værket?

Erik A. Frandsen bruger ofte helt almindelige hverdagssituationer som motiver i sine værker. Han bruger fx sin egen familie, som optræder i intime hverdagssituationer som en afsøgning af den private sfære. Det kan også være motiver hentet fra gaden i New York eller en pilgrimsvandring i Italien. Ofte er det de lidt skæve og undseelige motiver, der finder vej ind i hans kunst. Erik A. Frandsen spænder over en bred vifte af medier, som tæller både grafik, maleri, assemblage, mosaikker, værker med neonlys og værker i stål og stof. Han gentager meget ofte det samme motiv igen og igen, men afprøver det gerne i forskellige medier, så udtrykket aldrig bliver det samme. Et motiv, han ofte har brugt i sine værker, er blomstervasen. Ikke som blomsterbillede i traditionel forstand, men som et billede af hverdagen på linje med værkerne med familien. Der er ofte en form for sammenstød eller noget modsatrettet i Erik A. Frandsens værker. Blomsterne kan være tidsler, og vasen kan være en urinflaske. Eller blomstermotivet bliver ridset ind i en stålplade med en boremaskine.

Biografi

Erik A. Frandsen, født 1957 i Randers. Dansk billedkunstner. Erik A. Frandsen er autodidakt kunstner. Han har blandt andet studeret keramik i Grækenland, billedhuggerhåndværk i Carrara i Italien og grafik i Paris. I 1981 var han med til at grundlægge kunstnerkollektivet Værkstedet Værst. Siden desuden performancegruppe Værst sammen med Christian Lemmerz og Michael Kvium. Erik A. Frandsen var en del af de kunstnere, der blev kaldt for De Unge Vilde. Med deres heftigt malede malerier og værker af alskens materialer var de med til ændrer opfattelsen af, hvad kunsten kunne. Erik A. Frandsen har udstillet i mange steder både alene og i gruppesammenhænge. Både Horsens Kunstmuseum og kunstmuseet Aros i Århus har haft store soloudstillinger med ham. Han er repræsenteret på en lang række af både danske og udenlandske kunstmuseer. Han har stået for talrige udsmykningsopgaver rundt omkring i landet. Han har blandt andet udsmykket spejlsalen i Frederik VIII´s palæ på Amalienborg, Landstingssalen på Christiansborg, Københavns Lufthavn, Århus Universitet, Operaen i København samt en lang række af skoler, gymnasier og virksomheder.

Modtag produkt nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Get notified about new articles

Er der noget jeg skal have med på min blog?

Kontakt informationer

Find os her:

Har du et spørgsmål ?