LEGETØJSDYR | LEIF JEPSEN

VIL DU VIDE MERE?

Mere om Leif Jepsen og hans kunst

Leif Jepsens gavl i Brande er et godt eksempel på de kunstneriske strømninger, der gjorde sig gældende i 1960´erne. I det konkrete og abstrakte formsprog, som han repræsenterer, var der fokus på formen og farven. Leif Jepsens værk er abstrakt for så vidt, at det ikke skal forestille noget. Det er ikke meningen, at det skal være en naturalistisk gengivelse af en hund. Men ikke desto mindre har værket bevaret en vis forbindelse til virkeligheden ved netop at have en hund som motiv. Men Leif Jepsen vælger at male hunden eller legetøjsdyret op i stor skala. Så stor, at den helt sprænger rammen. Vi kan kun se skuldre, krop og ben. Han fokuserer på formen, ikke på at skabe en rumlighed omkring formene eller på at gengive detaljer.

Begrebet abstrakt kunst bruges meget forskellige i dag. Egentlig betyder det, at værket ikke forestiller noget, og at farverne og formerne har værdi i sig selv og ikke skal henvise til noget udenfor værket. Kasimir Malevitj malede allerede i 1910 sine første helt abstrakte værker. For eksempel malede han et sort kvadrat oven på en hvid baggrund. Det er et af de tidligste eksempler på den abstrakte kunst. Men grundlaget for den abstrakte kunst blev allerede grundlagt med kubismens radikale eksperimenter på billedfladen og opsplitning af motivet.

Idéen med gavlmalerierne

Leif Jepsen var blandt de første otte kunstnere, der blev inviteret til Brande i 1968 for at skabe gavlmalerier på byens huse. De øvrige kunstnere var Kai Führer, Poul Agger, Anders Kirkegaard, Hans Chr. Rylander, Henrik Flagstad, Knud Bjørn Knudsen og Erik Hagens. Kunstnerne havde frie hænder til deres værker. De skulle dog komme med skitser eller modeller, som skulle godkendes, inden arbejdet gik i gang. Malerierne blev indviet den 12. oktober 1968 blandt andet med deltagelse af daværende kulturminister K. Helveg Petersen og medlemmer af Statens Kunstfond.

Det var advokat Jørgen Mansfeld-Giese og læge Ole Bendix var hovedmændene bag etableringen af de første gavlmalerier i Brande. De var kunstinteresserede mennesker, der ønskede at bringe den moderne kunst til byen. Derfor stiftede de Midtjysk Kunstforening i 1965 og begyndte at arrangere udstillinger, foredrag, filmforevisninger og koncerter, men det blev ikke ved det. De drømte om at bringe kunsten ud til byens indbyggere, så de kunne møde den moderne kunst lige der, hvor de dagligt færdedes. Igennem kunstforeningen mødte Jørgen Mansfeld-Giese og Ole Bendix kunstnerne Anders Kirkegaard og Poul Agger. Det skulle vise sig, at de to kunstnere netop havde drøftet muligheden for at skabe gavlmalerier. Dog troede de to kunstnere ikke på, at der ville være en by, der var modig nok til at gå med på den idé.

Formål

Projektet skulle være med til at frigøre kunsten fra kunstinstitutionens rum og i stedet for at integrere den i byens hverdagsliv. Således ville borgerne i byen blive konfronteret med den moderne kunst i et direkte møde, hvad enten de ville det eller ej. Projektet handlede ikke om at forskønne byen, men at gøre byen langt mere interessant og at skabe debat, men også at lade Brandes indbyggere møde kunstnerne bag de moderne værker, har Jørgen Mansfeld-Giese udtalt. At dekorere husgavle med moderne kunst var ikke noget nyt. I Silkeborg havde Jean Dubuffet udsmykket en stor gavl i midtbyen, og i København havde flere kunstnere i begyndelsen af 50´erne udført de såkaldte mælkegavle, som var reklamer for mælkens gode egenskaber. Projektet i Brande omfattede etableringen af i alt 23 værker, primært som maleri på byens gavle og mure, men også som nye skulpturer, og et projekt af den størrelse var ikke set før. Man kunne således ikke vide på forhånd, hvad et sådant direkte møde mellem den moderne kunst og byen ville bringe med sig, og om det overhovedet kunne skabe kulturel merværdi for byen.

Modtagelsen

Når et banebrydende projekt af den størrelse sættes i gang i en mindre stationsby, der dengang havde omkring 5.000 indbyggere, så vil det ikke gå ubemærket hen. Det var også hensigten at skabe debat, og debat blev der. Meningerne var delte. Nogen mente, at det var noget moderne pjat, og at man hellere skulle bruge penge på et idrætsanlæg. Der var endvidere frygt for, at det ville komme til at koste borgerne i byen penge, og at Brande ville blive til grin. Andre mente, at det var god reklame for byen. Allerede den første sommer havde der været flere turister i byen end nogen sinde før. En af de borgere, der stillede sin gavl til rådighed, sagde også, at malerierne var et udtryk for, at Brande var en by, hvor der skete noget, og hvor der boede mennesker med skabertrang og vilje.

Betydningen for Brande

Gavlmalerierne fik stor betydning for Brande, og stemningen omkring gavlmalerierne blev efterhånden mildere. Man mærkede en øget turisme i byen, og i 1969 blev Brande kåret til årets by. Flere gavlmalerier kom til i årene efter, ligesom der blev opsat digte på byens gavle. Senere kom verdens største kunsttæppe til, som Svend Wiig Hansen skabte sammen med byens borgere i anledning af Brandes 800 års jubilæum. I 1981 lavede nogle af gavlkunstnerne endnu et kunstprojekt i byen, da de skabte rækker af små flag, kaldet ”De Kunstneriske Signaler”. Gavlmaleriprojektet satte gang i en kulturel udvikling i Brande, som også i dag kan bryste sig af at have et rigt kulturliv og et interesseret publikum.