KVINDE, SKY OG FUGL | POUL AGGER

KUNSTNER

POUL AGGER
1936

TITEL

KVINDE, SKY OG FUGL

KATEGORI

GAVLMALERI

ÅR

1968

MATERIALE

OLIEMALING PÅ VÆG

PLACERING

HJØRNET VED STATIONSVEJ OG BORGERGADE

GIVER

MIDTJYSK KUNSTFORENING OG STATENS KUNSTFOND

RESTAURERET

RENOVERET 2001, 2015

Poul Aggers ”Kvinde, sky og fugl” er umiddelbart motivisk genkendeligt, men hvad der bringer de tre figurer sammen i den ret frodige komposition forbliver uvist. Der gives dog en nogle antydninger og referencer. Ikke mindst kvindens og fuglens markerede mørke øjne samt den særlige markering og opmærksomhed som kvinden skød/køn og bryster antyder en særlig vitalitet og frodighed.

Poul Aggers figurverden og formsprog er gerne naivt og stiliseret. I hans fladebetonede og humoristiske motivverden indgår ofte skyer, fugle, kvinder med yppige bryster, mænd med store næser, amøbeagtige former og botaniske gevækster. Figurerne vender alle frontalt eller sidelæns ud mod beskueren. Ofte har hans menneskefigurers ansigter karakter af masker; dvs. de har store og stirrende øjne, en enkel markeret næse eller mund.

Rent koloristisk spænder Poul Aggers palet fra varme til kølige farver. Former og figurer danser alle legende på billedfladen. De danser gerne på en monokrom baggrund, som regel sort, hvid, grå eller blå. Med sit unikke formsprog og motivverden synes Poul Agger at have skabt sin egen (lidt hemmelige) tegn- og betydningsverden.


Gavlmalerierne i Brande 1968

Foruden Poul Agger udsmykkede Leif Jepsen, K. Bjørn Knudsen og Kai Führer gavle med motiver betitlet ”Legetøjsdyr”, ”Akrobatfantasi” og ”Sort-hvid relief”. Også Anders Kirkegaard, Henrik Flagstad og H. C. Rylander udsmykkede gavle og mure men ingen af disse eksisterer længere.

Der udførtes 23 værker under projekt ”Murens mænd” i 1968, – tilbage er de fire nævnte. Endelig udførte billedhuggeren Jens Flemming Sørensen en bronzeskulptur; den kan i dag ses i Centerparken i Brande.

Gavlmalerierne var udformet med særlig appel til det legende menneske. Med de mange bemalede mure bragte gruppen af unge kunstnere et moderne og underholdende element ind i bybilledet og hverdagslivet. Kunsten kom for alvor ud i det offentlige rum hvor menigmand kunne møde den. Det var en tanke der vandt megen genklang og opbakning i løbet af 1960’erne og -70erne.

De lokale reaktioner på gavlmalerierne spændte bredt; – lige fra vrede og frygt for at blive til grin til meget positive reaktioner. Projektet med gavlmalerier i Brande gik i gang i sommeren 1968 på initiativ af Midtjysk Kunstforening. Velvilje hos Brande borgere (dels til at stille gavle til rådighed og til at huse kunstnerne under opholdet) samt god støtte fra Statens Kunstfond bidrog til at gavlmaleriprojektet realiseredes med succes.

Projektet vakte betydelig lokal og national interesse. I kølvandet på de første gavludsmykninger blev Brande udnævnt til “Årets By 1969”. Senere føjedes flere værker til rækken af gavlmalerier. Og siden har Brande været kendt som byen-med-gavlmalerierne.


BIOGRAFI

Poul Agger, f. 15.5.1936

Dansk maler, grafiker og billedhugger. Uddannet hos Mogens Andersen. Debut på Kunstnernes Efterårsudstilling 1957. Medstifter af Sommerudstillingen 1961. Medlem af kunstnersammenslutningerne Pro 1965-67 og siden af Grønningen og GYRR.
Medlem af Billedkunstnernes Forbund (BKF) og Kunstnersamfundet.

I Poul Aggers motivkredse indgår hovedet gerne som et tilbagevendende grundsymbol; det er ofte formet på en bevidst barnlig og naiv måde. Hans fabulerende motiver af plante-, dyre- og menneskevæsener er ofte udført i spændingsfeltet mellem varme og kølige farver.

Han har udført udsmykningsopgaver i Brande (gavlmalerier 1968), til Københavns Universitet (1976) og Middelfart Gymnasium (1985). Fra 1987 har han også arbejdet med stentøjsskulpturer. Han er blandt andet repræsenteret på Viborg Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum og Skive Kunstmuseum.

Poul Agger har modtaget stipendier og udmærkelser fra blandt andet Statens Kunstfond (inkl. Statens Kunstfonds 3-årige legat i 1972) og Dronning Ingrids Romerske Fond (1984)

Modtag produkt nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Get notified about new articles

Er der noget jeg skal have med på min blog?

Kontakt informationer

Find os her:

Har du et spørgsmål ?