GOLFSPILLEREN

FAKTA:

KUNSTNER

PETER CARLSEN
1955

TITEL

GOLFSPILLEREN

KATEGORI

MALERI

ÅR

2007

PLACERING

IKAST RÅDHUS

HISTORIE & BIOGRAFI

Peter Carlsen kan om nogen spidde os alle med sin kunst. I hans figurative og realistiske maleri er budskaberne direkte og uden omsvøb. Peter Carlsen er ikke kun kritisk, men ofte også humoristisk og selvironisk i sin kunst. Ofte bruger han sig selv som model i egenskab af figuren Villy, som er blevet hans alter ego. Golfspilleren her synes måske ikke så provokerende, men når maleriet er malet af Peter Carlsen, så kan man godt regne med, at der ligger noget bag motivet.

Golfspilleren optræder også i et af Peter Carlsens måske mest kendte og mest ambitiøse værker, nemlig ”Danmark 2009”. Det er et stort og moderne historiemaleri, hvor Peter Carlsen tegner et portræt af danskerne. Maleriet er en parafrase over det berømte værk ”Friheden fører folket på barrikaderne”, malet af Eugéne Delacroix. Hvor forlægget var en afbildningen af kampen for folket, bliver Peter Carlsens maleri et sarkastisk og personligt signalement af danskheden anno 2009. Figurerne i ”Danmark 2009” symboliserer Iflg. Peter Carlsen de syv dødssynder, som er griskhed, fråseri, vrede, liderlighed, misundelse, dovenskab og hovmod. Peter Carlsen mener, at disse dødssynder lever i bedste velgående blandt de moderne danskere, og at vi faktisk anser flere af den som værende dyder. Han nævner for eksempel, at vi lever med en overflød af materielle goder.

Hvad symboliserer denne golfspiller så? Jo, der er tale om en pensioneret golfspiller. En efterlønner, der efter et arbejdsliv har kunnet trække sig tilbage og nyde godt af et af de goder, om velfærdsdanmark giver os. Han symboliserer på den måde dovenskaben ifølge Peter Carlsen, for dovenskab er noget, vi hylder, hvis den altså finder sted uden for arbejdslivet. Golfspilleren er klar til kamp, ikke kampen på golfbanen, men kampen for de rettigheder, han har opnået. Han har hævet golfkøllen op over hovedet og ser bister ud i ansigtet. I sin handskeklædte hånd har han en colaflaske.

Peter Carlsen sigter ofte efter at indfange tidsånden og beskrive sin samtid i sine værker. Han gør det ofte på en provokerende og sarkastisk måde. Han peger på de problematikker, som han ser i dagens Danmark, og det er det middelmådige, dobbeltmoralen, egoismen og vores fokus på forbrug.

Biografi

Peter Carlsen. Født i 1955 i Holbæk. Billedkunstner. Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1977-83, hvor han blandt andet blev undervist af Sven Dalsgaard, Albert Mertz og Hein Heinsen. Han har været underviser på Vallekilde Højskole, på Statens Kunstakademi i Oslo, på Det Jyske Kunstakademi og Det Kongelig Danske Kunstakademi. Peter Carlsen var en del af den gruppe af kunstnere, som fik tilnavnet De Unge Vilde. Han var blandt andet med udstillingen Kniven på Hovedet. Men hvor mange af hans samtidige kolleger prøvede at sprænge rammerne for maleriet, så søgte Peter Carlsen tilbage til nogle af de store mestre som Caravaggio og Delacroix. Peter Carlsen optræder selv i en lang række af hans værker. Han har endvidere skabt en serie af portrætter af forskellige kulturpersonligheder, politikere, familiemedlemmer og venner. Af kunst i det offentlige rum står han blandt andet bag en omfattende udsmykning på A Hereford Beefstouw i Tivoli i 2005 og skulpturgruppen Sejremonumentet fra 2011, som står i Vejen Idrætscenter.

Modtag produkt nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Get notified about new articles

Er der noget jeg skal have med på min blog?

Kontakt informationer

Find os her:

Har du et spørgsmål ?