Mere om Sven Dalsgaard og hans kunst
UDDANNELSE
Sven Dalsgaard kom som ung i lære som håndværksmaler, og tog undervisning i frihåndstegning på aftenskole. En egentlig uddannelse som kunstner fik han ikke, – men han tilbragte mange timer på biblioteket, hvor han læste om kunst og litteratur. På et tidspunkt tog han til København, hvor han blandt andre opsøgte kunstneren Vilhelm Bjerke Pedersen for at finde inspiration. Han havde også samtaler med Aksel Jørgensen på Kunstakademiet i København. Sven Dalsgaard mente ikke, at kunstakademiet ikke var noget for ham. Dog holdt han forbindelsen til Aksel Jørgensen, og Vilhelm Bjerke Pedersen kom til at betyde meget for Sven Dalsgaard. Bjerke Petersen havde været elev hos Kandinsky og Klee på Bauhaus i Tyskland, og var allerede da en fremtrædende avantgardekunstner. Gennem Bjerke Pedersen fik Sven Dalsgaard indblik i surrealismen hvilket kommer til udtryk i de malerier, han malede på den tid. De er udpræget figurative og surrealistiske deres stil og udtryk.
INSPIRATIONER FRA PARIS
I 1947 tog Sven Dalsgaard til Paris, hvor han opholdt sig sammen med Richard Mortensen og Robert Jacobsen. De to var en del af kredsen omkring Galleri Denise i Paris, hvor man diskuterede og viste den såkaldt konkrete kunst. Dalsgaard synes ikke påvirket af de konkrete og abstrakte
tendenser i tidens Paris. Derimod brugte han tiden på at besøge gallerier, – og han opsøgte nogle af surrealismens store navne, f.eks. Francis Picabia og Victor Brauner. Op igennem 1950 fulgte flere kortere og længere ophold i Paris og Sven Dalsgaards formsprog ændrer sig. Det surreelle formsprog forsvinder og erstattes af langstrakte og stiliserede figurer skabt af enkle og strenge linjer. I 1950erne synes både hans maleriske og skulpturelle formsprog stærkt inspireret af den schweiziske kunstner Alberto Giacometti, hvis høje og tynde skulpturer han havde set i Paris.
TEMAER OG MOTIVER
I løbet af 1960’erne skaber Sven Dalsgaard en række konceptuelle værker der er i pagt med tidens dominerende internationale tendenser: blandt andet monokrome malerier, dannebrogsbilleder, objekter (f.eks. stoleobjekter: ”Marats stol”, 1968, HEART, tidl. Herning Kunstmuseum) og ”vidunderblå” pakker (f.eks. ”Blå pakke”; KUNSTEN, tidl. Nordjyllands Kunstmuseum). I forlængelse af franskmanden Yves Klein og italienerne Lucio Fontana og Piero Manzoni monokrome og akrome malerier arbejder Sven Dalsgaard intenst med det monokrome maleri. Han ønsker at undersøge, hvordan et minimalt bearbejdet lærred kan være betydningsbærende.
Hans monokrome maleriers værktitler er enten bevidst ironiserende eller kritiske kommentarer til den ny-dadaistiske søgen og drøm om det fuldstændige indholdsløse værk. Igennem flere år er Sven Dalsgaard optaget af fladen og det monokrome maleri. Han begynder blandt andet at eksperimentere med den særlige blå farve, der kendetegner mange af hans værker, og som han kaldte ”vidunderblå”. I hans eksperimenter fik de monokrome lærreder påmalet øjne, eller han tilføjede tekst eller forskellige elementer direkte på lærredet.
Flere af værkerne har snor eller reb bundet om, som var de en pakke. Disse værker er oplæg til de mange blå pakker, som Sven Dalsgaard også laver på den tid. Maleriets todimensionelle flade blev nu tredimensionel.
Han vender ofte tilbage til ”pakken” som kunstnerisk udtryk. Gennem de indpakkede genstande, (i form af f.eks. pakker, lukkede kuverter og sække) demonstrerer han at kunst kan være hemmelighedsfuld og bevidst fremmedgørende. Det der er skjult virker særligt pirrende på fantasien og nysgerrigheden; – og som Sven Dalsgaard selv sagde, så begynder man ikke at pakke dem op, ”men står bare og glor på dem”.
Mod slutningen af 1960´erne arbejder Sven Dalsgaard i stigende grad med objekter. Især stolen bliver gennemgående genstand i hans objektkunst. Stolen bliver bearbejdet på mange humoristiske og vittige måder. Den får benene savet af, den bliver bundet ind i reb, eller dyppet i fjer og hængt op i loftet. Stolen er en velkendt hverdagsting som vi primært forholder os til med vores krop. Når den bearbejdes og omformes, røres der ved noget velkendt og funktionelt. Vi tvinges til at se og betragte tingen på en anden og mindre funktionel måde.
At velkendte ting kan opleves på andre måder end de gængse er også tilfældet da Sven Dalsgaard i 1967 på en udstilling i Det Danske Hus i Paris viser 33 malerier af Dannebrog i forskellige størrelser. Udstillingen vækker betydeligt røre i Danmark. Man blev provokeret af denne brug af nationalsymbolet, men Sven Dalsgaard sagde selv (med vanlig ironisk distance), at værkerne var et udtryk for glæden ved at være dansk. Hans Dannebrogsmalerier rummer mange aspekter. De er på en gang et flag og et billede af et flag. De er symbolske og reelle på samme tid, ligesom de er et værk og samtidigt et objekt.
Hans inspiration til flagmalerierne kommer fra blandt andet fra Popkunsten; f.eks. Jasper Johns malerier af det amerikanske flag fra midten af 1950’erne. I 1970’erne vender Sven Dalsgaard tilbage til et mere figurativt maleri, hvor realitet og surrealitet forenedes i nye formudtryk. I 1980’ernes og 1990’ernes er hans værkproduktion præget af blandformer (malerier med påmonterede objekter), – men altid med underfundige pointer.
Gennem sin kunst og de talrige kunstneriske eksperimenter har Sven Dalsgaard sat et markant og dybt personligt præg på danske kunsthistorie, og han har haft betydning for mange yngre kunstnere. Fra 1973-79 var han gæsteprofessor ved Kunstakademiet; hermed blev han del af den institution, som han som havde valgt fra som ung.
