DEN DER TILSYNELADENDE BÆR

FAKTA:

KUNSTNER

JØRGEN HAUGEN SØRENSEN
FØDT I 1943

TITEL

DEN DER TILSYNELADENDE BÆR

KATEGORI

SKULPTUR

ÅR

1996

MATERIALE

GRANIT

PLACERING

THOMAS POULSENS ALLÉ, IKAST

GIVER

IKAST KOMMUNE

HISTORIE & BIOGRAFI

Der befinder sig to store og gedigne skulpturer af Jørgen Haugen Sørensen i Frisenborgparken i Ikast. I begge tilfælde er der tale om skulpturer i granit. Denne skulptur har en stor skive af granit. Der er skudt en kile ind i midten af skiven, ligesom der også ligger en bjælke af granit nederst i skulpturen. Bagved ses endnu en kile. Hele skulpturen er udført i den samme grå granit. Områder af skulpturen er bearbejdet, andre står uberørte hen.

Den store skive læner sig lidt bagud og derved skabes der et spænd mellem den og den kile, der går igennem skiven. Skulpturen ser ud, som om den holder sig selv oppe, og at den ville falde sammen, hvis man fjernede en enkelt del. Skulpturen virker også næsten som et samlesæt, som man kunne ændre på og sammensætte på nye måder. Men skulpturdelenes vægt umuliggør dette.

Det er kendetegnende for Jørgen Haugen Sørensen, at han ofte sammensætter sine skulpturer af flere dele, men at disse dele næsten altid er af samme materiale. Det kan synes som om, han splitter materialet op, for herefter at sammensætte på en ny måde. På den måde skaber han dynamiske skulpturer, der synes at have en iboende indre kamp delene imellem.

Jørgen Haugen Sørensen bosatte sig i 1968 i Italien, og herefter begynder han især at anvende materialer som granit, marmor og travertin. Det er nærliggende, for i nærheden af Pietrasanta, hvor han bor, ligger sten- og marmorbruddene tæt. Byen er kendt for at huse mange værksteder og dygtige håndværkere, og har gennem årene tiltrukket mange kunstnere dertil.

Et andet sted i Frisenborgparken står skulpturen Ikast Stenen fra 1989-90. Den er et centralt værk i Jørgen Haugen Sørensens lange kunstneriske karriere. I de senere år er et mere figurativ formsprog kommet til, og i det figurative formsprog stryger Jørgen Haugen Sørensen os ikke med hårene. Her bliver brutale sider af livet vist os på en utvetydig måde.

Biografi

Jørgen Haugen Sørensen

Billedhugger

Født 3. oktober 1943 i København

Jørgen Haugen Sørensen blev udlært gipse- og pottemager hos firmaet Ipsens Enke i 1949. Samme år gik han på Kunsthåndværkerskolen. Som billedhugger er han selvlært. Han debuterede allerede som 19-årig på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1953 og har siden udstillet på talrige gruppe- og separatudstillinger både i Danmark og i udlandet. I 1958 flyttede han til Paris, og i 1975 bosatte han sig i Pietrasanta i Italien, hvor han stadig bor.

Jørgen Haugen Sørensens kunstneriske produktion er stor. Han har gennem årene blandt andet skabt mange værker til det offentlige rum. På Sankt Hans Torv i København står skulpturen Huset, der regner fra 1992-93, på muren ind til Assistens Kirkegård i København kan skulpturen De kantede bær´ og de glatte glider fra 1982-83 ses. Ved Danmarks Journalisthøjskole i Århus står en skulpturgruppe i fem dele fra 1971-73, og Herningsholm Erhvervsskoler i Herning har en lignende skulpturgruppe i otte dele fra 1968-69. Københavns Domhus retssal 60 fik i 2010 fem relieffer med titlen Justitio og vidnerne, og på Amager kan man se den otte meter høje skulptur Kolossen fra 2011. Men også udlandet nyder godt af kunstnerens værker.

Han har gennem årene fået en lang række af priser og legater. Han fik blandt andet Eckersbergs Medaillen i i 1969, Thorvaldsens Medaillen i 1979 og blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 1989.

Modtag produkt nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Get notified about new articles

Er der noget jeg skal have med på min blog?

Kontakt informationer

Find os her:

Har du et spørgsmål ?