HISTORIE & BIOGRAFI
Gavlmaleriet med den store Alice i Eventyrland-figur er blevet skabt i forlængelse af den årlige tilbagevendende Street Art Festival, som Lions Brande afholder. I samarbejde med Visit Brande har de siden 2015 inviteret kunstnere fra hele verden til Brande for at lave kunst på byens torv. Disse værker forsvinder igen efter eventen er slut, men i 2016 bad man to af kunstnerne om at skabe et mere permanent gavlmaleri til byen. Det blev til værket Alice i Eventyrland, som kan ses i Jernbanegade, og som blev lavet af den italienske kunstner Vera Bugatti og den mexicanske kunstner Carlos Alberto Garcia Hernandez.
Alice i Eventyrland er en velkendt historie for de fleste. Det er historien om pigen Alice, der keder sig. Hun får øje på en lille talende kanin med et lommeur og beslutter sig for at følge efter den. Det bringer hende ind i en fantasifuld og helt anderledes eventyrverden befolket af underlige væsner. Mærkelige oplevelser venter hende. Blandt andet at hun kan blive lille bitte ved at drikke af en flaske og kæmpestor ved at tage en bid af en bestemt kage. I gavlmaleriet ser vi Alice i kæmpe stor størrelse sidde med kagen i hånden. Kaninen med hat og ur står i højre side af værket.
Maleriet er skabt, så det ser ud som om gavlen på huset er væk, og vi kikker lige ind i husets indre. Effekten har kunstnerne skabt ved at arbejde med forsvindingslinjer, der går fra gavlens hjørner og mod gavlens midte. Ligeledes skabes effekten ved at male søjler og tværbjælker, der bliver gradvis mindre. Det understreget også af det ternede gulv. Vinduet i gavlen har kunstnerne integreret i værket ved at male omkring det, så det ligner en fritstående dør. Hvad mon der sker, hvis man går igennem den?
Vera Bugatti fortæller om værket, at hun besluttede sig for at bruge Alice i Eventyrland, fordi det er en fortælling, der har betydet meget for hende. Hun vælger at afbilde den scene, hvor Alice skifter fra lille til stor, fordi hun mener, at det kan fortolkes som en beskrivelse af, hvordan det er at være ungt menneske på vej til at blive voksen. Nogle gange ønske man måske, at man var lille igen, og andre gange vil man måske heller være mere voksen, end man er. Mon ikke der er mange, der godt kan genkende det?
Biografier begge kunstnere
Bugatti, Vera, f.1979. Italiensk maler. Vera Bugatti har en universitetsgrad i kunst og har forsket i 1600-tals litteratur og bogudgivelser. Hun arbejder i dag som bibliotekar. Som kunstner har hun deltaget i mange forskellige udstillinger og adskillige street art events mange steder i Europa, Rusland, USA og Mexico. Hun står bag talrige gavl- og murudsmykninger over hele verdenen, som hun flittigt beretter om på sin blog. Nogle af dem skaber hun alene, andre i samarbejde med andre kunstnere.
Hernandez, Carlos Alberto Garcia, f.1986. Mexicansk maler. Han begyndte sin kunstneriske karriere i 2010, hvor han inspireret af sin søster begyndte at lave street art. Han har været med på street art festivaler i Mexico, Holland, Tyskland, Thailand og USA. Han har flere gange arbejdet sammen med Vera Bugatti om at skabe street art værker forskellige steder i verden.