|
læs højt
|
Det er ganske vist mange år siden vi skrev 5. maj 1945.
En dag der nok er ved gå i glemmebogen, selv og den har haft rigtig stor betydning for hvordan samfundet ser ud i dag.
Jeg ved nu heller ikke om det nytter at blive ved med at dvæle ved fortiden. Det er jo trods alt fremtiden der ligger lige rundt om hjørnet. Men det kan måske godt være fornuftigt, at huske på de fejltin der er sket i fortiden. Der er jo ingen grund til at gentage fejlene.
Efter en god nats søvn ville jeg prøve at arbejde lidt igen. Og da min datter var hjemme kunne hun kører mig til og fra arbejde. Jeg er stadig ikke er egnet til at kører bil, da der er stor risici for at jeg kan få et ildebefinde.
Der er nu heller ikke meget krudt i mig, jeg kan set ikke tåle at tage fat på noget tungt, det giver stort set omgående reaktion fra hjertet, skal jeg lave noget der lidt anstrengende er det vigtigt, at jeg starter meget forsigtigt. Der tilsyneladende en tendes til at jeg skal være mest forsigtig først på dagen.
Jeg fik de tre timer overstået, selv om jeg et par gange var nødt til at tage nitroglycerin.
Jeg syntes at anfaldene virker kraftigere og at det gør betydelige mere ondt end de gjorde for et par måneder siden. Samtidig er anfaldene nok blevet længerevarende og der skal lidt mere nitroglycerin førend smerterne begynder med at aftage.
Hjemme igen fik jeg mig min middagslur på en små fire timer. Jeg stod først op da min kone kom hjem igen.
Da vi havde fået aftensmad ville jeg lige lægge mig i fem minutter, jeg havde en del smerter i brystet. Det blev i stedet til en lur på godt 3 timer. Jeg var slet ikke klar til at stå op da konen vækkede mig her, men af hensyn til diæt og medicin var jeg nødtil at stå op.
