A GAME CHANGER

Strøtanker om Diabetesforeningen og dens fremtid…

Det er lidt trist at erkende, det man har kendt gennem mange år står til at forandre sig, til noget som i højere grad kommet handle om forretning og indtjening. Jeg havde egentligt gerne set det fortsætte på den gammeldags måde med lokalforeninger og regionaludvalg. Der er bare det at i rigtig mange lokalforeninger kniber det med nok medlemmer til at kunne holde en generalforsamling.

Det at samle nok til en bestyrelse, er jo ellers det der skulle være hjerteblodet i foreningen. De frivillige er jo det der skal udgøre repræsentantskabet til en Hovedbestyrelse.
Mange har sikkert hørt historien om at jeg fik sukkersyge en gang tilbage i firserne.. og det skal jeg da heller ikke trætter jer yderligere med.

Den gang for mange år siden, var der for mig, meget støtte og hjælp at hente i lokalforeningen.. For mig kom diabetesforeningen til at fungere som hjælp til at komme videre i livet. Jeg var dengang kun 17..og skal jeg være ærlig svar jeg bestemt ikke klar til at blive voksen så hurtigt.. som det kræves af en diabetiker. At det nok var en uopdaget Diabetes der var grunden til at jeg droppede ud af skolen midt i 10. klasse er en helt anden historie.
For mig var lokalforeningen i Skjern det der fik mig tilbage i livet. Og her betyd det rigtig meget at der var nogen der havde taget et initiativ til at starte en ungdomsgruppe. At man ind i mellem kunne være sammen med andre der havde de samme skavanker / at man havde nogen man kunne føle sig normal sammen med.

For mig at se så er der meget store ændringer på vej nå man ser på det lokale arbejde i patientforeninger. Her tænker jeg også på Diabetesforeningen. Det at man via internettet har adgang til viden ude at det forpligter.. får rigtig mange til helt at holde sig fra lokalforeningerne. Vi der lægger tid og kræfter i arbejdet lokalt ved at medlemmerne er der. Vi møder dem kun de dage hvor vi er på gaden i det opsøgende arbejde.
Ser man på hvor svært det er blevet at hverve nye medlemmer til det frivillige arbejde. Så må man bare konstatere at tiden med det lokalforeninger nok er ved at være ovre. Men det betyder ikke at Diabetesforeningen ikke har en berettigelse i dagens Danmark. Det skal ikke være nogen hemmelighed at der tales om at oprette nyde konsulent stillinger for at kunne varetage opgaverne i regionerne og på kommunalt plan. Man kan så godt frygte at kunne blive endnu sværere at være diabetiker i Vestjylland.

Den manglede opbakning kan vel kun ses som alle er mere end 100% tilfredse med den behandling de får. Eller er det bare manglende viden om at den sygdom de har er en tikkende bombe af ulykker de bare venter på at ramme dem.. og at det er det lange seje måske lidt kedelige træk der får de snigende følgesygdomme til at udeblive. Lige præcis her er det fællesskabet der kan holde os i det rigtige spor..
Som jeg ser det er regionsudvalget og lokalforeningerne væk om 5 år. Jeg frygter at det at det kommer til at betyde en svækkelse af den behandling og opfølgning af helbredet hos den enkelte.
Ser man forsigtig på tallene så er der i Herningkommune kun lidt over 4000 diabetikere, hvert år kommer der rigtig mange nye type 2 diabetiker, heraf er rigtig mange kun omkring 45 år gamle.
Måske skulle jeg bare vælge at gøre som alle andre og ikke bekymre mig om andres ve og vel.
Jeg har gennem en det år brugt tid på det frivillige arbejde i foreningen. Jeg er også en af dem der sidder på en stemmen der bliver talt med.

Del dette indlæg

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på email
Luk menu

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk